Skylder en lille opdatering…

imageDer har været meget stille på bloggen de sidste måneder. Jeg håbede, tilbage i december, at jeg ville få overskuddet tilbage til at blogge. Dét fik jeg desværre ikke på det tidspunkt.

Min bacheloropgave fyldte enormt meget (mere end jeg måske havde regnet med), men vi lagde også alle kræfter i at få den lige præcis som ønsket. Mads rejste afsted med landsholdet d. 29 december, kom lige hjem nytårsaften og så afsted igen d. 2 januar, for så at være væk til d. 30 januar. Januar måned var hektisk på alle måder (så har jeg ikke sagt for meget), men jeg fik gjort min bachelor færdig til aflevering d. 5 januar. Tiden blev derefter brugt på den sidste klargøring inden vi skulle forsvare Bachelorprojektet – og langt om længe kunne jeg kalde mig Socialrådgiver d. 20 januar med et afsluttende 10-tal. Lige der var jeg piv stolt – og en smule træt! Tænk at jeg nu var færdig og nu skulle være “rigtig voksen”. Det sidste ord har jeg stadig lidt svært ved at vænne mig til i dag, men ikke desto mindre er jeg altså blevet det – ja altså sådan en med et “rigtigt” job osv. Ikke bare et studiejob, som jeg ellers har haft, men et “rigtigt” job, som kræver lige præcis den uddannelse jeg har brugt 3,5 år på at tage! Jeg var nemlig så heldig at blive ansat i den Børne- og familieafdeling hvor jeg var i min 5 måneders praktik – på trods af min graviditet.

Jeg er enormt glad for at være ude på arbejdsmarkedet og kan mærke det giver mig en anden ro end da jeg var studerende, hvor jeg konstant havde læsning om aftenen. Nu kører jeg hjem fra job kl. 15.30 og har FRI. Jeg er ansat til d. 30 april hvor efter jeg går på barsel og skal få 4 uger til at gå inden lillebror melder sin ankomst. Faktisk kunne jeg som offentlig ansat gå fra 8 uger før, men jeg har takket ja til 4 uger mere – hvis kroppen altså tillader det. Lige nu har jeg en del bækkensmerter og plukveer, men jeg er optimistisk og håber jeg kan være med helt til april.

Jeg er ikke i tvivl om at lysten til at blogge er der, og jeg nyder at skrive herinde om de ting der rører på sig i vores lille familie, på snart 4. Jeg glæder mig over at være “tilbage” 🙂

Hverdagen kalder for alvor igen…

imagePå mandag er sommerferien definitivt slut for mit vedkommende. Jeg gik på ferie efter endt eksamen i slutningen af juni og jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor de 2 måneder er blevet af. De er mildest talt fløjet afsted!

I starten af ferien brugte vi al vores tid på de sidste forberedelser til vores bryllup, så blev vi gift, Mads og jeg tog på bryllupsrejse, Alberte og jeg tog på ferie, og jeg kunne blive ved med ting, der er sket i løbet af de sidste måneder. Det har været en SKØN ferie – og den sidste lange ferie for mig som studerende. Til januar skulle jeg gerne være uddannet Socialrådgiver.

Det er en smule vemodigt, at min fantastiske studietid er ved at være slut. Det er dog ingen hemmelighed, at jeg også glæder mig til at komme ud i den rigtige voksne verden og få et job. Hvis bare friheden fulgte med, så ville alt være perfekt. Med frihed mener jeg, at man som studerende med lidt bedre samvittighed kan blive hjemme hos et sygt barn eller give Alberte en fridag, hvis det var det, vi lystede – og det har uden tvivl været guld værd at kunne tage fridage sammen med hende.

Mit højeste ønske er, at jeg kan finde et job på 30 timer, når jeg er færdig. Et fuldtidsjob på 37 timer vil ikke kunne fungere hjemme hos os. Mads er meget væk med sin håndbold og jeg ønsker at Alberte skal fortsætte i de rammer, hun er i nu, nemlig kun at have en 30 timers plads i børnehaven. Jeg håber inderligt, at det kan lade sig gøre. Der er dog også en anden væsentlig ting, som kommer til at spille en stor rolle for at dette kan lade sig gøre. Mads har udløb i hans klub til sommer og derfor går han allerede nu i gang med at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe – sammen med hans agent. Lige nu prøver jeg bare at koncentrere mig om at få en god bachelor-tid og så må vi se, hvordan det hele ser ud, når vi nærmer os januar.

Uanset hvad skal det nok blive en spændende tid 🙂