Afsavn til familie og venner…

Afsavn til familie og venner…

Vi nyder vores liv og dagligdag i Tyskland. Ingen tvivl om det, og jeg føler mig enormt priviligeret over al den tid, jeg har sammen med mine børn – selvom jeg ofte har været “god” til at se alle de negative ting, fremfor alle de positive ting der er. Det er helt sikkert noget, jeg er blevet bedre til, da jeg ved, at denne tid aldrig er noget, der kommer tilbage. Jeg har en god uddannelse og jeg er sikker på, at der venter mig et job den dag vi vender tilbage til Danmark igen. Jeg har nok omkring 40 år på arbejdsmarkedet når vi kommer tilbage, så lige nu vil jeg bare have lov til at nyde, at kunne være der så meget for mine børn. Jeg  er enormt glad for at vi tog imod denne mulighed om at flytte til udlandet. Vi var meget i tvivl, men jeg tror vi ville sidde om nogen år og fortryde hvis ikke vi havde gjort det.

Noget, jeg tror alle udenlandsdanskere kan nikke genkendende til, er afsavnet til familie og venner. Et kæmpe afsavn! Jeg har altid været meget socialt anlagt (uden at rose mig selv), men jeg har virkelig altid elsket at komme ud blandt andre og har aldrig været bange for at møde nye mennesker. Det er nok også én af grundene til, at jeg er så heldig at have en masse fantastiske veninder, som jeg har været vant til at se meget mere, end jeg gør nu – desværre! Jeg savner dem alle helt enormt og jeg håber de alle ved, at de ikke er glemt. Jeg nyder at følge med i deres liv på SMS, Snapchat, Facebook eller Instagram, og selvom det bestemt ikke er det samme som at se dem i virkeligheden, så er det rart, at muligheden for at følge lidt med er der.  Det sværeste er uden tvivl de perioder, hvor Mads har 2-3 fridage (som sker meget sjældent), hvor vi har drønet til Danmark for at være i halvandet eller to døgn, og man på grund af den korte tid ikke har haft mulighed for at se alle dem, man gerne vil. Jeg er utrolig bange for at skuffe folk, fordi jeg gerne vil have tid til dem alle – og det gælder både familie, søskende og veninder. Vi har 6 timers kørsel hjem til Danmark fra, hvor vi bor og det er desværre ikke en tur, jeg tør begive mig ud i selv sammen med børnene. Jeg er simpelthen bange for, at August græder, ikke gider sove osv. I starten fløj jeg hjem fra Berlin et par gange, men den rute blev pludselig nedlagt og det ødelagde desværre den bedste mulighed for at komme hjem. Jeg har hørt, at ruten bliver indført igen til efteråret, så det krydser jeg virkelig fingre for.

Her i Tyskland er jeg heldigvis også så priviligeret, at jeg har fantastiske veninder, som står i præcis samme situation som mig. De er også flyttet væk fra deres familie og venner, og derfor er vi ikke blot blevet hinandens venner, men også hinandens “familie”. Jeg elsker hverdagen sammen med dem hernede og så er det jo bare et plus, at alle vores børn fungerer så godt sammen, går i børnehave sammen og bare hygger sig i hinandens selskab, når vi er samlet.

 

Så er der næsten gået et år..

August har nu rundet de 11 måneder og fylder faktisk 1 år d. 21. Maj. Det lyder totalt kliché, men jeg ved virkelig ikke, hvor tiden er blevet af. August havde en lidt hård start på livet, da han var meget medtaget af gulsot. Han havde ikke mange vågne minutter ad gangen og sundhedsplejersken var en smule bekymret for ham. Det satte naturligvis udviklingen lidt i stå, at han var en “sløv starter”, som hun kaldte ham. Han tabte sig også meget og tog ikke ordentlig på i tiden derefter, men alt dette er han heldigvis kommet godt efter og er nu en dreng, der vejer 10,5 kg, er 75 lange cm og som har gevaldigt med krudt i måsen. Behøver ikke sige, at mor her har sved på panden og lykkeligt har glemt, hvordan det er med en kravlende baby i huset, der piller ved ALT 😉

Vi mærker også allerede stor forskel på dét at have en dreng kontra en pige. Alberte har altid været meget forsigtig -på alle måder, hvorimod August virkelig er frygtløs – men mon ikke det bare er sådan at være dreng? Jeg skal i hvert fald nok lige vænne mig til tanken om blå mærker, skrammer og en hel masse jord på tøjet – ingen af delene har vi nemlig været vant til fra Alberte 😉