Brudehår & Brudemakeup

image Jeg tror noget af det gifte kvinder ofte tænker tilbage på, når de snakker om deres bryllup, er, “hold nu op hvor var jeg smuk den dag”, den følelse havde jeg i hvert fald. Jeg følte virkelig den der “prinsesseoplevelse”, som alle taler om. Jeg brugte meget tid på at kigge frisurer, selvom jeg altid havde haft en forestilling inde i hovedet om, hvordan det skulle sidde. Det endte også med at blive, som jeg havde forestillet mig, bare meget bedre.
Marianne, som var min frisør den dag, opfyldte virkelig den “hårdrøm”, jeg havde. Jeg kender Marianne og var derfor ikke i tvivl om hendes evner. Allerede til prøveopsætningen ramte hun rigtigt og jeg var derfor utrolig tryg ved at det var hende, der skulle sætte mit hår. Hun kørte hele vejen fra Aalborg til Aarhus tidligt om morgenen for at sætte mit hår. Det er jeg så glad for, at hun var villig til at gøre. Hun havde en ro, som var vigtig for mig den dag, hun havde ikke travlt og havde derfor mulighed for at tage det i mit tempo – og Albertes, for hun fik også lidt krøl i håret. Jeg ved, at der er delte meninger om, hvad folk foretrækker, når man snakker frisør til sit bryllup, om de skal komme hjem til en, eller man skal ind i en salon. Jeg vil meget gerne anbefale, at man får frisøren hjem til én, hvis det er en frisør, der har tid og ikke stresser over at skulle nå noget andet. Det gør bare forberedelserne lidt mindre kaotiske og stressende.

Min makeup fik jeg lagt af Ann, der er makeup artist. Igen var jeg virkelig heldig med hvem jeg fik til at ligge makeuppen, og jeg var glad for, at hun havde tid lige den dag. Hun har mange års erfaring og kom derfor selv med idé til, hvordan det skulle se ud. Jeg er ikke typen, der går med meget makeup, derfor har jeg ikke særlig meget styr på det og jeg gav hende (næsten) frie tøjler og det blev præcis, som jeg håbede. Ikke for meget og ikke for lidt. Hun kom og lagde min makeup, inden jeg fik min kjole på og som jeg nævnte ovenfor var det guld værd ikke at skulle køre nogen steder for at få det ordnet.

Jeg kan klart anbefale Ann, som I kan finde under Makeup by Ann Borghelt på facebook. Jeg vil også meget gerne anbefale søde Marianne til håret, men hun er i et andet erhverv nu. I kan dog skrive til mig, hvis det kunne have interesse, så vil jeg gerne sætte jer i kontakt med hende 🙂

image

image

Vintergarderoben…

Untitled

1.// Vinterjakke 2.// Varm hue 3.// Uld Bluse  4.// Uld Bukser 5.// Skibukser  6.// Flyverdragt 7.// Vanter

Nu hvor man rigtig kan mærke at efteråret er ved at nærme sig, har jeg været igang med at få styr på Albertes efterårs/vintergarderobe. At der slet ikke er styr på min egen er en anden sag. Det kommer typisk nok altid i anden række og jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste, hvor det gør sig gældende 😉

Som skrevet et par gange før, så er vi så heldige, at Mads er sponsoreret af Hummel. En aftale, som virkelig er guld værd, når man har børn. I deres AW15 kollektion havde vi bestilt det i ovenstående collage og til jer, som ikke kender/har haft deres flyverdragter, så kan jeg virkelig anbefale dem. Alberte er aldrig kommet hjem, hvor hun enten har været våd eller ikke har haft en god temperatur. De er slidstærke og kan holde til stort set det hele. De har været super fine efter en hel sæson, på trods af at de er blevet vasket igen og igen og har været igennem lidt af hvert. Husk at dette er min mening og erfaring med deres flyverdragter. Det kan godt være, at der sidder andre og har en anden oplevelse end mig 🙂 

Selvom vi har denne aftale, så køber jeg altid et ekstra sæt til hende af nogle andre mærker. Typisk på udsalg. Angulus støvlerne har jeg haft held med at finde hvert år til -50% og jeg har endnu ikke ramt en størrelse forkert. Håber ikke at jeg jinxer noget ved at skrive det nu! Bykier støvlerne har jeg også fundet på lagersalg til ingen penge. Vi er meget glade for termotøj hjemme hos os, og Alberte brugte det utrolig meget i børnehaven sidste efterår og i foråret. Det  var mildest talt blevet slidt op og derfor stod det også på “indkøbslisten” i år. Valget faldt på termotøjet fra Soft Gallery, som virker til at være en super kvalitet – præcis som alt det andet de laver.

Når alt kommer til alt, så går jeg faktisk ikke så meget op i, at det skal være bestemte mærker, jeg køber overtøj til Alberte i, men man får altid sine favoritter og jeg har fundet de her mærker, som jeg ved lever op til mine forventninger, som er, at det skal holde min datter varm og tør og ikke bliver slidt af en enkelt tur på legepladsen. Lige når det gælder overtøj synes jeg ofte at pris og kvalitet hænger sammen. Men igen, lad mig endelig høre, hvis I har gode erfaringer med andre mærker 🙂
I år har jeg valgt at købe Aigle termostøvler og det er nyt for mig. Så jeg håber, at de viser sig at være gode.

collage

1.// Termojakke 2.//Termobukser 3.// Vinterstøvler 4.// Hue 5.// Flyverdragt 6.// Hjemmesko 7.//Vinterstøvler 8.// Termostøvler

 

Billeder fra den store dag..

image imageimage imageSelvom det er fuldstændig vildt at skrive, så er det faktisk mere end 2 måneder siden, at vi holdt vores ultimative drømmebryllup. En helt fantastisk dag med alle vores kære, hvor alt bare gik op i en højere enhed.

Vi var så heldige at vejret viste sig fra sin bedste side den dag. Vi havde ikke mindre end 30 grader og smuk solskin dagen lang. Vi kunne ikke ønske os mere.

Jeg tænker, at jeg i dette indlæg blot vil vise jer et par billeder, og så laver jeg et par separate indlæg om de DIY ting, vi havde lavet (flere har efterspurgt sådan et indlæg). Jeg kommer heller ikke udenom at lave et indlæg om Varna Palæet, som jeg synes fortjener et indlæg for sig. Hold nu op et fantastisk sted at holde sit bryllup!

Glæder mig til at fortælle jer meget mere fra vores store dag 🙂

Tænker du over strålerne?

imageimage

Tænker I over f.eks. mobilens og Ipad’ens stråler? Jeg ved godt, at man ikke kan beskytte sig mod alt i verden, men lige når det gælder sådan noget her, hvor man flere gange har set i tv, hvad stråler kan gøre, så vil jeg gerne prøve at mindske strålerne, når vi er hjemme hos os selv. Derfor har jeg anskaffet mig et Ipadcover fra Radicover, der har en anti-strålings membran, der reducerer op til 91% af de mobilstråler ens mobil/Ipad udsender.

Alberte sidder af og til og spiller på Ipad’en eller ser film på den, når vi f.eks. er på ferie. Derfor var det heller ikke svært for mig at vælge, at det netop var til den, vi skulle have et cover først. Mobilerne skal helt sikkert også have et, men i første omgang var det altså ipad’en, der blev “forkælet”, da jeg gerne vil beskytte Alberte så godt som muligt.

Efter diverse udsendelser i tv omkring stråling fra f.eks. mobiler har jeg fået et andet syn på brugen af den. Javist sidder jeg stadig med den, men jeg prøver virkelig at bruge den mindre. En undersøgelse viser faktisk, at kun 6% af danskerne ved, hvor stor en helbredsrisiko mobilstråler kan have. Jeg indrømmer gerne, at jeg nok ikke skænkede det en tanke førhen i tiden, men det syn har ændret sig nu – det er helt sikkert!

Radicover blev etableret af en mand ved navn Enrico Karsberg. Han oplevede selv mobilens negative bivirkninger i form af træthed, hovedpine, uoplagthed om morgenen og fremkomsten af små svulster på låret ved bukselommen, hvor hans mobiltelefon dagligt havde sin plads. Dét er altså skræmmende! Enrico brugte 11 måneders research, produkttest, udvikling, design og forberedelse for at det endelig sidste år blev muligt at købe antistrålingsprodukter på det danske marked. De indbyggede anti-strålingsmembraner reducerer – som jeg beskrev tidligere, op til 91% af strålerne, hvilket er dokumenteret i det førende danske uafhængige laboratorium Delta.

Jeg har brugt meget tid på at google og læse netop om dette emne. Min første tanke var nemlig, om det virkelig kunne være rigtigt?! Men det kunne det. Jeg har læst artikler, som virkelig har fået mig til at tænke. MEN jeg ved også godt, at vi ikke kan undgå strålerne alle steder, vi opholder os. For de er alle steder, og det bliver nok værre med årene kunne jeg forestille mig. I Frankrig har man i 2015 forbudt Wifi i børneinstitutioner og indskolingen simpelthen for at undgå strålingen. Sådan kommer det dog nok ikke til at gå herhjemme.

Er du en af de 6%, som kender til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mobilstråling? Eller har du ikke tænkt/tænker så meget over det? Jeg er godt klar over, at vi alle sikkert har forskellige holdninger til lige netop dette, men jeg har i hvert fald fået øjnene op for, hvor meget stråling vi “får ind” hver dag.

image

Coveret er sponsoreret af Radicover, men tanker, udtalelser og meninger er 100% mine egne.

Børnelogik når det er bedst..

image

…. Lige en lille sjov historie fra vores morgen her i huset.

Alberte sidder i stuen og spiser morgenmad (JA det gjorde hun altså i morges!), Mads er på badeværelset for at gøre sig færdig og kan godt høre Alberte lister sig ud i køkkenet – men ser ikke, hvad hun henter. Alberte lader (selvfølgelig!) som ingenting, da Mads kommer ind i stuen, men han bemærker hurtigt et viskestykke, der er lagt henover den ene hynde i sofaen. Med et lille smil på læben spørger han “Alberte hvad gemmer sig under viskestykket?” og hun lader stadig som om, hun ikke ved, hvad han taler om. “Hvad??”. Mads løfter viskestykket og kan se en kæmpe plamage af yoghurt, der er smurt godt og grundigt ned i hynden. Stadig ingen reaktion fra Alberte.

Selvom Mads ikke syntes, det var verdens sjoveste øjeblik, så kan jeg altså godt se det komiske i det. Hun har tænkt “Shit jeg har spildt i sofaen!! Hvad gør jeg??” Ja, så henter man selvfølgelig et viskestykke og ligger det over “problemet” – for så kan man jo slet slet ikke se det… SMART!

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hun har tænkt kreativt, for ellers havde hun vel bare været ligeglad og spist videre? 😉

OPDATERING…..
Alberte vil stadig ikke snakke om det. Hun kan ikke “huske” hun har lagt et viskestykke i sofaen. “Det var i hvert fald ikke mig mor!!” 😉

 

“Billedet er taget af dygtige Sisse som I kan finde på instagram (@imagesbylangfeldt)”

Indretning af børneværelse

blog

1.// By KlipKlap Madras 2.// CamCam Pouf 3.// Noodoll Bamse 4.// Hagelens Knager
5.// House Doctor Opbevaringsposer 6.// Miffy Lampe 7.// Cacoon Bonsai Tipi
8.// CamCam Quilt 9.// BlaBla Kids Pude

Vi har efterhånden lavet om og rykket rundt på Albertes værelse et par gange, simpelthen fordi vi ikke syntes, det længere passede til den alder, hun havde. Da jeg sad og legede med Alberte og hendes togbane på gulvet i går, tog jeg mig selv i at kigge rundt og tænke, at der snart skal ske noget nyt igen. Der er SÅ mange ting, som hun ikke har leget med i evigheder – og som jeg ved, hun ikke kommer til at savne.

For et par måneder siden fik vi anskaffet den store HAY Woody reol til det formål, at det skulle være nemmere for os at opbevare legetøjet på hylderne, så det var væk fra gulvet og dermed ikke fyldte så meget i rummet. Det eneste problem er bare, at vi aldrig har fået købt de kasser/kurve, som skulle bruges til opbevaringen. Pyyh sådan noget LEGO kan fylde meget, når det bare ligger rundt omkring! Så hvis I har set et par fine kurve/kasser i grå eller anden forholdsvis neutral farve, må I meget gerne sige til. Tak.

På Instagram faldt jeg over profilen (@Camilla_da_costa), der arbejder med at indrette og style private hjem. Jeg så et billede af et børneværelse, hvor man kunne se en af de populære byklipklap madrasser med et par puder i, et par Muuto dots med to “poser” hængende derpå fra House Doctor til opbevaring –  ganske simpelt, men noget så hyggeligt! Jeg tror i hvert fald, det er noget i dén stil, jeg vil prøve at lave til Alberte. Et hyggeligt værelse, men også et værelse, hvor der stadig er plads til masser af leg og udfoldelse.

 

 

Fritidsaktiviteter?

imageJeg har flere gange været meget i tvivl om Alberte “har brug for” at gå til noget om eftermiddagen. Jeg tænker svømning, gymnastik, ridning eller hvad det nu kunne være. Sidste år var nemlig ikke nogen god oplevelse for hende – og heller ikke for moderen! Tidspunktet var mandag eftermiddag kl. 16.00 og så synes jeg helt ærligt, at hun var for stor til det hold, hun gik på. Det sig sig selv at mandag eftermiddag, efter en lang weekend, er ens børn ikke særlig oplagte til at rende rundt og lege elefant eller hvad det nu måtte være – mit barn var i hvert fald ikke. De sjoveste gange var, når der blev sat en bane op hvor man selv kunne boltre sig løs. Så I kan nok høre, at det ikke var den bedste oplevelse og hun stoppede derfor ret hurtigt igen. Mandag eftermiddag og et hold for børn på 2 – 2,5 år fungerede desværre bare ikke for os.

I år havde vi overvejet dans, men når en pris på 2100,- for en sæson (september-maj) dukker op på skærmen, så bliver det et pænt nej tak herfra. Det synes jeg ganske enkelt er for mange penge at bruge på nuværende tidspunkt på en hobby til en knap 4 årig pige. Så kan jeg lidt bedre forholde mig til de 500,- vi giver for det hold, hun nu er meldt til. Vi valgte nemlig, sammen med Alberte selvfølgelig, at vi skulle give gymnastik en chance mere. Dog på et hold for større børn og hvor mor og far venter i omklædningsrummet. Jeg håber, at det bliver en god oplevelse for hende denne gang, hvor hun forhåbentlig kommer til at hygge sig i en time om torsdagen med et par andre børn fra børnehaven. Så må vi se om der er forskel på at gå til noget mandag eftermiddag og torsdag eftermiddag. Dét er jeg spændt på!

 

Går jeres til noget, eller kan de simpelthen ikke rumme mere end den daglige larm i diverse institutioner, som de går I og derfor har mere brug for at slappe af, når de kommer hjem?

 

Hvis det stod til mig (og lidt Alberte) skulle hun gå til ridning. Det er faderen dog slet ikke enig i 😉 – Synes ellers hun ser ret så fin ud på den søde lille pony, Nougat!

 

#blogevent_fårup2015 #2

imageSom jeg har skrevet om tidligere var vi til blog event i fårup sommerland i starten af juni. Den mest hyggelige weekend jeg længe har haft!

Tiden er fløjet afsted siden dette arrangement, mest på grund af vores bryllup (som jeg efterhånden har givet skylden mange gange). Jeg har derfor slet ikke fået vist jer den lækre goodiebag. Faktisk har jeg ventet med at pakke den ud indtil jeg var klar til at skrive dette indlæg. Måske en smule fjollet? Men så er de lækre Kims chips da i det mindste stadig at finde i posen 😉

Vi blev forkælet til op over begge øre hele den weekend, som jeg har skrevet i et tidligere indlæg. Ovenikøbet blev der givet en lækker lækker goodiebag til os alle – simpelthen så overskudsagtigt at Kamilla også lige havde sørget for sådan en til os. Kamilla har virkelig fundet en masse gode sponsorer som gerne ville bidrage med fede gaver til os. Listen af sponsorer er lang, men jeg synes alligevel at de fortjener at blive skrevet allesammen.

Aalborg Chokoladen.

Aalborg Zoo.

Badeanstalten.

bObles.

Bolcheriet.

Bows By Stær.

Byclara.

Derma.

Fårup Sommerland.

Kims Sbrød.

Lindhardt og Ringhof Forlag. 

Læsø Salt. 

Mascara. 

Nordsøen Oceanarium. 

Pompdelux.

Skallerup Klit. 

Wolf Camper.

 

TAK TAK TAK for en fantastisk og brugbar goodiebag 🙂

 

Hvis nogen skulle have lyst kan man stadig se en masse billeder fra denne weekend på instagram (#blogevent_fårup2015)

 

 

Hverdagen kalder for alvor igen…

imagePå mandag er sommerferien definitivt slut for mit vedkommende. Jeg gik på ferie efter endt eksamen i slutningen af juni og jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor de 2 måneder er blevet af. De er mildest talt fløjet afsted!

I starten af ferien brugte vi al vores tid på de sidste forberedelser til vores bryllup, så blev vi gift, Mads og jeg tog på bryllupsrejse, Alberte og jeg tog på ferie, og jeg kunne blive ved med ting, der er sket i løbet af de sidste måneder. Det har været en SKØN ferie – og den sidste lange ferie for mig som studerende. Til januar skulle jeg gerne være uddannet Socialrådgiver.

Det er en smule vemodigt, at min fantastiske studietid er ved at være slut. Det er dog ingen hemmelighed, at jeg også glæder mig til at komme ud i den rigtige voksne verden og få et job. Hvis bare friheden fulgte med, så ville alt være perfekt. Med frihed mener jeg, at man som studerende med lidt bedre samvittighed kan blive hjemme hos et sygt barn eller give Alberte en fridag, hvis det var det, vi lystede – og det har uden tvivl været guld værd at kunne tage fridage sammen med hende.

Mit højeste ønske er, at jeg kan finde et job på 30 timer, når jeg er færdig. Et fuldtidsjob på 37 timer vil ikke kunne fungere hjemme hos os. Mads er meget væk med sin håndbold og jeg ønsker at Alberte skal fortsætte i de rammer, hun er i nu, nemlig kun at have en 30 timers plads i børnehaven. Jeg håber inderligt, at det kan lade sig gøre. Der er dog også en anden væsentlig ting, som kommer til at spille en stor rolle for at dette kan lade sig gøre. Mads har udløb i hans klub til sommer og derfor går han allerede nu i gang med at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe – sammen med hans agent. Lige nu prøver jeg bare at koncentrere mig om at få en god bachelor-tid og så må vi se, hvordan det hele ser ud, når vi nærmer os januar.

Uanset hvad skal det nok blive en spændende tid 🙂

Er det virkelig SÅ unaturligt?

image image image image

I går kom Alberte og jeg hjem efter en skøn ferie. Jeg har virkelig nydt at kunne trække stikket ud og være 100% til stede sammen med Alberte i en hel uge. Vi har badet, så man skulle tro ens hænder og fødder var gået i opløsning, vi har hygget os i skyggen med læsning af bøger, vi har leget en masse på legepladsen, vi spist en pokkers masse is, og så har Alberte danset og danset med Lollo & Bernie.
Vi boede i en “Happy-Baby lejlighed”, der var placeret ved jorden og havde terrasse lige ud mod den overdækkede legeplads. Det var helt perfekt, at Alberte med 3 skridt var på legepladsen.

Jeg har været meget rolig omkring det at skulle rejse alene med Alberte. Andre har tænkt, at det var en vild beslutning og har nok været en smule bekymret. På hotellet kunne man også mærke, at det bestemt ikke var “hverdagskost” at mødre kom alene med deres børn. De første dage blev jeg blandt andet spurgt “Er I virkelig alene afsted??”, sagt med det der ansigtsudtryk, der bare skriger WHAAAAT!!! Men det kunne jeg jo så stolt fortælle dem, at det var vi altså.

På restauranten oplevede jeg også et par sjove episoder. Vores anden aften dernede spiste vi på hotellets restaurant (ofte bestilte vi bare maden med ned i lejligheden), men vi blev denne dag mødt af en sød tjener, som viste os hen til et bord. Han lagde 3 menukort, men jeg fik ham hurtigt fortalt, at vi bare var os to afsted. Jeg tror, han fik ondt af os, for han slog både noget af regningen, kom med drikkevarer og dessert – på husets regning!

En af de sidste aftener var der et nyt hold tjenere på restauranten. Der gik MEGET lang tid, før en tjener kom hen og undskyldte for at de ikke havde taget imod bestilling. De troede simpelthen, at jeg sad og ventede på min mand.

Så på denne uge har jeg fået konkluderet, at det åbenbart ikke er helt normalt at rejse alene med sine børn. Jeg vil dog alligevel anbefale det til alle. Jeg er virkelig glad helt ind i hjertet, over at jeg tog på denne tur sammen med min datter.