Når alt ikke går, som man havde håbet på…

Det hele er ikke gået helt, som vi havde forventet – og håbet på. Tilbage i december lavede vi en aftale med et firma, som var i gang med at bygge en række huse i Magdeburg. Vi var selv med til at vælge gulve, rumfordeling, køkken, farve på væggene osv. Rækkehuset havde den bedste beliggenhed – i hvert fald hvis man spørger os. Det lå på vejen ved siden af børnehaven og 5 minutters gang fra hallen, hvor Mads skal træne to gange om dagen. Men som skrevet i starten af indlægget, er alt ikke gået efter planen. For halvanden måned siden fik Mads en besked fra hans agent om, at der muligvis var “noget galt” med vores hus i Magdeburg. Det forstod vi jo selvfølgelig ikke, da vi ganske få dage forinden havde snakket med byggefirmaet, men vi besluttede selvfølgelig at følge op på det. Det lykkedes os ikke at få fat i byggefirmaet og Mads tog derfor kontakt til direktøren i hans klub, som kunne fortælle, at vi desværre ikke havde huset alligevel. WHAT?!. Firmaet havde fortalt, at vi ingen lejekontrakt havde sendt retur (sådan en har vi aldrig modtaget) og derfor havde de lavet aftale med en anden familie!! Det skal siges, at vi havde lavet mundtlig aftale med dem i telefonen og havde alle detaljer til huset på skrift over mail, og var således i den tro, at alt var i orden, da det er klubben, der plejer at stå for det med selve lejekontrakten.

Klubben har virkelig været på overarbejde for at finde noget andet til os, men det er ikke nemt i Magdeburg. Vi vil ikke bo i lejlighed med to børn, og huse er der ikke mange ledige af. Vi har selvfølgelig været hele følelsesregistret igennem efter denne oplevelse, da vi står med vores eget hus, der er udlejet fra 1. august, en dreng som kun lige er blevet 5 uger og så skal Mads afsted med landsholdet fra på onsdag i 6 uger (hvis han bliver udtaget til OL).

I fredags var vi nødt til at sige ja til et hus, vi var blevet tilbudt, da vi som sagt skal være ude af vores eget hus om 4 uger. Det ligger meget dårligere end det vi havde i første omgang (6 km fra børnehaven). Det kan næsten gøre helt ondt at skrive, hvilket hus det er, vi har sagt ja til – for det er nemlig igennem samme firma, som tog røven på os og som er skyld i, at vi har stået i denne håbløse situation. Vi har bestemt ikke haft lyst til at flytte ind i noget af deres, men der var desværre ikke andre muligheder med indflytning til 1. august, og vi havde heller ikke lyst til at vente til 1. september eller 1. oktober med at få noget, da vi så skulle igennem to flytninger – men det er en helt anden historie. Nu må vi bare få det bedste ud af det og håbe på. at huset rent faktisk står klar til os, når vi kommer om 4 uger!

Det hele er selvfølgelig ikke bare noget skidt. Der sker også en masse godt i vores liv. Det største lige nu, er at vi 21.05.16 blev beriget med vores længe ventede lillebror, August. Han har taget vores hjerter med storm og passer perfekt ind i vores lille familie. Alberte er en meget stolt storesøster og ville kysse ham dagen lang, hvis hun kunne. I går fik hun de første bevidste smil og det fik hende lige til at vokse en halv meter. August er indtil videre en dejlig og mild dreng, der trives og vokser, som han skal. Jeg nyder at gå hjemme på barsel med ham, men synes tiden flyver alt for hurtigt afsted. Det her er min sidste baby, så jeg nyder ham alt det, jeg overhovedet kan. Der er bare ikke noget som duften af en baby 🙂

image

4 comments / Add your comment below

  1. Det har været en svær tid for jer, ja hele familien, vi har virkelig haft det rigtig skidt med alt det rod der var omkring det første hus. Men nu lysner det for jer , og vi glæder os til at få pakket flyttebilen og komme til Magdeburg, og så glæder vi os til at holde sommerferie sammen med jer dernede ❤️ Jeg har været rigtig ked af at i skulle flytte, men jeg ved jo det kun er for en periode ,så er i hjemme igen. Jeg har allerede 3 besøg i kalenderen i år, så det skal nok gå ….❤️

  2. Det har været en svær tid for jer, ja hele familien, vi har virkelig haft det rigtig skidt med alt det rod der var omkring det første hus. Men nu lysner det for jer , og vi glæder os til at få pakket flyttebilen og komme til Magdeburg, og så glæder vi os til at holde sommerferie sammen med jer dernede ❤️ Jeg har været rigtig ked af at i skulle flytte, men jeg ved jo det kun er for en periode ,så er i hjemme igen. Jeg har allerede 3 besøg i kalenderen i år, så det skal nok gå ….❤️ Knus fra mor og far ❤️

  3. Kæmpe krammer til jer. Jeg håber det hele kommer til at gå godt & huset dernede trods alt er orden når I ankommer…. Dejligt I nyd lillebror han er også bare super skøn.

    Rigtig god weekend

Skriv et svar