Hverdagen kalder for alvor igen…

imagePå mandag er sommerferien definitivt slut for mit vedkommende. Jeg gik på ferie efter endt eksamen i slutningen af juni og jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvor de 2 måneder er blevet af. De er mildest talt fløjet afsted!

I starten af ferien brugte vi al vores tid på de sidste forberedelser til vores bryllup, så blev vi gift, Mads og jeg tog på bryllupsrejse, Alberte og jeg tog på ferie, og jeg kunne blive ved med ting, der er sket i løbet af de sidste måneder. Det har været en SKØN ferie – og den sidste lange ferie for mig som studerende. Til januar skulle jeg gerne være uddannet Socialrådgiver.

Det er en smule vemodigt, at min fantastiske studietid er ved at være slut. Det er dog ingen hemmelighed, at jeg også glæder mig til at komme ud i den rigtige voksne verden og få et job. Hvis bare friheden fulgte med, så ville alt være perfekt. Med frihed mener jeg, at man som studerende med lidt bedre samvittighed kan blive hjemme hos et sygt barn eller give Alberte en fridag, hvis det var det, vi lystede – og det har uden tvivl været guld værd at kunne tage fridage sammen med hende.

Mit højeste ønske er, at jeg kan finde et job på 30 timer, når jeg er færdig. Et fuldtidsjob på 37 timer vil ikke kunne fungere hjemme hos os. Mads er meget væk med sin håndbold og jeg ønsker at Alberte skal fortsætte i de rammer, hun er i nu, nemlig kun at have en 30 timers plads i børnehaven. Jeg håber inderligt, at det kan lade sig gøre. Der er dog også en anden væsentlig ting, som kommer til at spille en stor rolle for at dette kan lade sig gøre. Mads har udløb i hans klub til sommer og derfor går han allerede nu i gang med at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe – sammen med hans agent. Lige nu prøver jeg bare at koncentrere mig om at få en god bachelor-tid og så må vi se, hvordan det hele ser ud, når vi nærmer os januar.

Uanset hvad skal det nok blive en spændende tid 🙂

Skriv et svar